Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

Patrick Eilert tilknyttet ihandball.dk

Den tidligere Århus Håndbold spiller Patrick Eilert er ny bidrager til ihandball.dk

Da han forlod Århus Håndbold efter sæsonen 2009/10 for at prøve kræfter med udlandet, så faldt valget på det spanske storhold BM Ciudad Real(BM Atletico Madrid). Et skifte som ikke mange i håndboldverdenen havde set komme.

Det var dog et tidligere besøg hos storklubben, som lagde til grund for Patricks skifte. I en alder af 20 år havde Patrick været nede og besøge BM Ciudad Real og her havde Talant Dujshebaev tilkendegivet, at hvis Patrick nogensinde kunne tænke sig at prøve kræfter med den spanske liga så måtte han endelig sige til. Som sagt så gjort. I samarbejde med hans agent, Claus Flensborg fra Time-Out Management, lykkedes det for Patrick at blive enige med BM Ciudad Real om en 3-årig aftale.

Den første sæson i Spanien blev Patrick udlejet til BM Torrevieja, som ligeledes spiller i den bedste spanske række. Her skulle han udvikle sig rent håndboldmæssigt, samtidig med at han skulle lære sproget bedre at kende. At Torrevieja er beliggende tæt på Alicante, i det syd-østlige Spanien og har strand, sol og vand inden for gå-afstand, det var jo så bare en bonus 🙂

Op til denne sæson har Patrick så taget endnu et skridt op ad stigen i den spanske håndboldrække. Han er gået fra at være på kontrakt med BM Atletico Madrid og udlejet til BM Torrevieja, til at være på kontrakt i Cuatro Rayas Valladolid, som i sidste sæson blev nummer 5 i liga ASOBAL og som dermed er repræsenteret i dette års EHF-Cup. Der er underskrevet en 2-årig aftale de to parter imellem.

Hold øje med ihandball.dk og find løbende interessante indlæg og artikler fra og omkring danske håndboldspillere i ind- og udland.

Patrick Eilert