Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

Harmoni har været nøglen til succes

Det er gået forrygende for Ribe-Esbjerg HH i herrernes 1.division i denne sæson. Med kun én tabt kamp ligger de lige nu helt i toppen.

 

Ifølge cheftræner Nick Rasmussen er det en kombination af mange ting, at det er gået så godt i denne sæson. Én af dem er den gode blanding af spillere på holdet.

 

-Vi har unge spillere, som er sultne efter at gøre det rigtig godt. Og så har vi nogle mere erfarne spillere, som er med til at give ro, når det spidser til i kampene. Det er en god kombination, som har fungeret rigtig godt, siger Nick Rasmussen, der kom til klubben i sommers sammen med den spillende assistenttræner, Simon Krogh. Men netop også trænerduoen har været en faktor til den gode sæson ifølge direktør og sportschef Sune Agerschou.

 

Foto: Ribe-Esbjerg HH

-Nick og Simon supplerer hinanden rigtig godt. Og så har vi et rigtig godt hold med spillere, som er vant til at arbejde hårdt, siger han.

 

Hurtig omstilling

Trænerduoen har denne sæson skulle spille et nyt hold sammen, eftersom de fik syv nye spillere i sommers. De havde derfor forventet, at omstillingen ville vare et stykke tid, men sådan gik det ikke.

 

-Det har gået rigtig hurtigt og rigtig godt med at spille holdet sammen. Man tager sig godt af hinanden her i klubben, og de nye spillere er faldet hurtigt til, siger Nick Rasmussen. Også Sune Agerschou er enig i, at omstillingsperioden er gået væsentlig hurtigere end de havde spået, og han sætter også fokus på det gode sammenhold.

 

-Der er en rigtig god harmoni i truppen, noget som man nogle gange skal kæmpe hårdt for at skabe. Men det er kommet meget let hos os, siger han.

 

Socialt sammenhold

Det er måske kommet så let for holdet, fordi spillerne er rigtig gode til at være sammen udenfor banen. Flere af holdets spillere tager nemlig ofte selv initiativ til at arrangere sociale tiltag i fritiden.

 

Foto: Ribe-Esbjerg HH

-Det er meget befriende og en fornøjelse at opleve, fordi det kommer naturligt for dem. Det er ikke noget, vi har sat i scene, siger Nick Rasmussen. Han fastslår dog også, at det er lettere at have et godt sammenhold, når man ligger nr. 1, og at det først er i modgang at sammenholdet virkelig skal stå sin prøve.

 

 

Om Ribe-Esbjerg HH går hele vejen og ender i ligaen næste sæson, må tiden vise. Indtil da kan du følge holdets vej på www.ribeesbjerghh.dk. De har ni kampe tilbage og fører 1.divison med 32 point. GOG indtager 2.pladsen med 26 point.

 

Heidi M. Eskildsen