Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

Jysk dominans i håndboldsporten

Vi har kigget nærmere på fordelingen af de højest rangerende hold i Danmark. I den forbindelse har vi snakket med herrernes U-19 landstræner Claus Hansen og TV2 SPORTs håndboldekspert Jeppe Haugaard.

 

To hold – Nordsjælland Håndbold og AG København. Det er, hvad Sjælland kan levere til herrehåndboldligaen. Jylland leverer de resterende 12. Også i 1.division er det de jyske hold, der dominerer. Håndbold er i dag i langt højere grad blevet en jysk idrætsgren frem for en dansk nationalsport, man har set tidligere, og det er en udvikling, der skal vendes, mener herrernes U-19 landstræner, Claus Hansen.

 

-Det er en uheldig udvikling og et faresignal, hvis man vil beholde håndbold, som den nationalsport, det er i dag, siger han.

 

Ifølge Claus Hansen er det især inden for de seneste 10 år, at håndbolden i særlig grad er rykket til Jylland. Tilbage i tiden var de dygtigste hold ofte placeret i København, Århus og Odense, hvor spillerne enten var vokset op eller tog til, når de skulle videreuddanne sig. Men fra midten af 1980erne kom provinsen på banen, blandt andre GOG, Kolding og Viborg. I dag er der to bevægelser, én hvor de unge spillere tager fra øst mod vest og én hvor spillerne tager fra Københavns opland til storklubberne i hovedstaden.

 

-Man kan ikke bebrejde nogen at søge efter kvalitet, men centraliseringen sker for tidligt, for mange kommer til at sidde på bænken og bredden i toppen bliver for smal, konstaterer Claus Hansen.

 

Børnene skal have nogle at se op til

 

TV2 Sports håndboldekspert Jeppe Haugaard er enig i Claus Hansens bekymringer. Han er især bekymret for talentudviklingen, hvis udviklingen fortsætter.

 

– Håndboldspillerne i dag kommer alle steder fra, og derfor er det vigtigt, at der findes attraktive foreninger og klubber i hele landet, så børn fortsat vil synes, at det er fedt at spille håndbold, siger Jeppe Haugaard.

 

Og manglende børn i de danske håndboldforeninger vil føre til manglende spillere, ledere og sponsorer i klubberne, og det vil i sidste ende forårsage faldende interesse for sporten og dermed færre seere til tv-dækkende håndboldkampe. Sporten vil sygne hen og ikke være det nationale samlingspunkt, som det er i dag, mener ungdomslandstræneren.

 

– Det er vigtigt for børne- og ungdomsspillerne at have rollemodeller i deres lokale håndboldklub, så de kan se, hvad det kræver at blive en dygtig spiller. Og hvis topkampe på Sjælland bliver en sjældenhed er det svært for børnene at have nogle at se op til, siger Claus Hansen. Han håber derfor også, at dameholdet Nykøbing Falster Håndboldklub og herrerne fra Team Sydhavsøerne rykker op fra 1. division til ligaen, så den del af Danmark kan opleve absolut tophåndbold i fremtiden.

 

 

Hallen er samlingspunkt i provinsen

 

Ifølge Claus Hansen er lokalsamfundene i de jyske provinsbyer en stor grund til, at der er flest jyske hold i dansk tophåndbold.

 

– Håndbold drejer sig om gode faciliteter og økonomiske ressourcer. I de jyske provinsbyer er hallen samlingspunktet og der er en stor økonomisk opbakning. Sådan er det ikke i samme udstrækning i hovedstadsområdet, men der er udbuddet af idrætsaktiviteter også meget større og infrastrukturen meget bedre. Derfor er det også nemt at skifte klub, siger han.

 

Han fastslår samtidig, at trænerne og lederne i Østdanmark på ingen måde er dårligere end deres jyske kolleger, og at det ikke er Østdanmarks egen skyld, at udviklingen er gået, som den er.

 

-Jeg vil absolut ikke pege fingre af håndbold i Østdanmark, men påpege nogle udfordringer man står overfor, hvis man skal have vendt skuden, og jeg vil meget gerne hjælpe til, siger han.

 

Fælles ansvar at vende udviklingen

 

For ungdomslandstræneren handler det om at tage et fælles ansvar for at vende udviklingen. Men Dansk Håndbold Forbund, DHF, og distriktsforbundet Håndbold Region Øst, HRØ, skal være med, og han håber, at de er opmærksomme på problematikken.

 

-Det er vigtigt, at HRØ får hele Østdanmark med og ikke kun hovedstadsområdet, for vi mister utrolig meget talentmasse, hvis ikke børnene har et attraktivt træningsmiljø tæt på deres hjem, siger Claus Hansen, der mener, at HRØ skal se deres turneringsudbud efter i sømmene.

 

-Både i U10 og U12 piger og drenge er der børn, der skal køre mere end hundrede kilometer hver vej for at spille kamp. Så forstår jeg godt, at vi mister medlemmer.

 

Han foreslår også, at DHF spreder deres aktiviteter ud, sådan at landskampe, kurser og så videre bliver afholdt i alle dele af landet, frem for at det oftest er i Jylland, hvor størstedelen af forbundet aktiviteter bliver afholdt i dag.

 

Jeppe Haugaard mener, at udviklingen skal vendes ved, at foreningerne begynder at tænke anderledes i træningsmiljøer. På det område har Østdanmark nok hængt lidt efter jyderne ifølge håndboldeksperten.

 

– De skal også sørge for at få lokalsamfundet og sponsorer til at bakke op om den lokale forening, og det kræver en benhård indsats, fortæller han.

 

Claus Hansens ønske om, at Nykøbing Falsters Håndboldklub og Team Sydhavsøerne rykker op i ligaen, ser i skrivende stund kun ud til at kunne gå i opfyldelse for førstnævnte. De ligger nemlig lige nu nummer fire og kan altså komme i oprykningsspil. Anderledes ser det ud for Team Sydhavsøerne, der i herrernes 1. division ligger nummer syv. Her ligner det nærmere oprykning til endnu et jysk hold, Ribe-Esbjerg HH. I herrehåndboldligaen kan AG København blive det eneste østdanske hold i næste sæson, eftersom Nordsjælland Håndbold lige nu ligger tredje sidst og risikerer altså at komme i nedrykningsspil.

 

Artiklen er skrevet af Frederik Sindberg og Heidi M. Eskildsen.