Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

DHF er bekymret for skævvridning

Dansk Håndbold Forbund slår fast, at der ikke hersker tvivl om deres bekymring for den geografiske skævvridning, der i de seneste år er opstået i dansk tophåndbold, hvor det primært er jyske hold, der dominerer rækkerne.

 

-Vi skal gerne have alle med, og derfor er udviklingen bekymrende. Men det er også et emne, vi snakker meget om, siger Per Bertelsen, der er næstformand i Dansk Håndbold Forbund.

 

Han forklarer udviklingen med, at der mangler et samlingspunkt omkring hallerne i Østdanmark, samt at mange østdanske unge tager på colleges i Jylland for at kombinere sport og uddannelse. En kombination, som Jylland tilbyder flere muligheder for at udføre.

 

Bedre faciliteter i Jylland

Herrernes U-19 landstræneren Claus Hansen opfordrer Dansk Håndbold Forbund til at sprede aktiviteter, som blandt andet landskampe, ud over hele landet. Men det bliver svært, forklarer Per Bertelsen.

 

-Der er langt bedre faciliteter i Jylland, når der skal afvikles landskampe. Her er flere byer, der tilbyder centre, hvor spillerne både kan bo, træne, spise og ikke mindst spille kamp, for eksempel i Viborg og Vejen.

 

Næstformanden siger også, at det er svært for DHF at skride ind, da det primært er distriktsforbundet Håndbold Region Øst, HRØ, der skal tage sig af problemstillingen.

 

-Jeg ved, at de knokler løs i HRØ, for at løse det her, siger Per Bertelsen.

 

Artiklen er skrevet af Frederik Sindberg og Heidi M. Eskildsen.