Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

Alle kampe kan vindes

Skive-træneren er nemlig ikke i tvivl om, at den rette indstilling skal være at finde hver gang startfløjtet lyder, eftersom hver kamp kan vindes.

 

Af Peter Wrang, ihandball.dk

Del 2 af 2.

 

At tage point mod de større og højtrangerede klubber i ligaen er ikke at overvurdere egne evner. Til det forklarer Simon følgende: ”Vi går ind til hver kamp for at vinde. Som mange siger: ’Kan i ikke bare være ligeglade i de kampe mod top-5, for dem vinder I alligevel ikke.’ – Sidste år overlevede Skive på at tage seks point fra henholdsvis Aalborg, Tvis Holstebro og Århus. Nu slog Ringsted Aalborg i en kamp, så de kampe vil vi selvfølgelig også gå efter at få point i.” Der er uden tvivl en på papiret større sandsynlighed for at få point på kontoen for Skive i de tætte og såkaldte ”bundgysere”, hvor hold som Viborg,  Ringsted og netop overvundne Nordsjælland Håndbold er kategoriseret. Her forklarer Simon, at ”det er klart, at der er større chance på papiret i at få point mod Viborg og andre hold, der ligger i den ende, vi ligger i nu. Derfor går vi stadig efter sejr hver eneste gang og er stadig skuffet efter hver kamp, der ikke lykkedes.”

Forcen er forsvarsspillet

Netop kampene mod storklubber som Aalborg og Bjerringsbro-Silkeborg har vist, at Skive med solidt forsvar kan pille favoritværdigheden væk fra de store hold og skabe jævnbyrdighed kampene igennem. Eksempler på disse er Skives første turneringskamp i sæsonen tilbage i september mod Aalborg i Gigantium, hvor hjemmeholdet vandt knebent 25-23. Samme modstander i Skivehallerne resulterede i et nederlag på 18-19. Sidste kamp før jul måtte Skive igen se et nederlag i øjnene med cifrene 19-20 mod BSV. Simon fortæller her om perioden efter Viborg-kampen i november, hvor Skive efterfølgende løb ind i hele syv nederlag på stribe: ”Da vi slog Viborg og havde seks point med muligheden for at få de sidste point inden ligaen vender, så det rigtig positivt ud. Da vi så pludselig efter Viborg-kampen har tabt lige siden, følte vi, at vi manglede 4-5 point, som vi havde håbet på at kunne tage,” ræsonnerer Simon. Derudover er det værd at bemærke de tabte point i Skives i alt fire uafgjorte kampe i efteråret på stribe mod Nordsjælland, Mors-Thy, Skanderborg og Ringsted – point, der kan vise sig at blive altafgørende om en god månedstid ved ligafslutningen.

normal_20130213_007

Foto: Klaus Thøstesen / hfoto.dk

Hvorfor Skive går hen og bliver taberen af de tætte kampe, skal bl.a. findes i angrebsspillet: ”Det hænger sammen med nogen af de ting, vi ikke er blevet gode nok til endnu: Vi må jo erkende, at tabellen ikke lyver. Vi er suverænt det hold i turneringen, der scorer færrest mål. Til gengæld har vi det 6. bedste forsvar i ligaen, hvor det kun er top-5, der dækker bedre op end os set på målscoren. Det har vi simpelthen ikke kunnet drage nytte nok af endnu. Det er meget tilfredsstillende at kunne holde Aalborg og BSV på henholdsvis 19 og 20 mål, men til gengæld meget utilfredsstillende kun at score 18 og 19 mål selv. Det angrebsmæssige er ikke noget, der ændrer sig fra dag ét. Vi tror på, at vi på sigt vil score flere mål, hvilket også må give flere point,” slutter han.

Udfordringer fremadrettet

En af de helt store udfordringer for den unge trup i Skive er bl.a. træningsmulighederne. Da man hverken har tid, økonomi og samtidig ingen fuldtidsprofessionelle spillere i truppen, er det også sværere at stille alt for høje krav ift. at få mere tid i træningslokalerne. Flere spillere kommer således direkte fra deres fuldtidsjob til træning: ”Vi har ikke mulighed for at træne lige så meget som andre, større klubber. Det synes jeg er en stor udfordring. Til gengæld er det meget positivt, at når vi træner, så træner vi rigtig godt. Det ved spillerne også er nødvendigt,” fortæller Simon og fortsætter: ”Udfordringerne i forhold til mange andre ligahold er, at vi mødes tre gange om ugen og har fire hal pas. Den fysiske træning står spillerne selv for at skulle lave i deres fritid ud fra den planlægning, der er lavet.  I andre klubber træner de dobbeltpas. Der er endnu en forskel fra 1. divisionsklubber, hvor vi nok havde været mere lig de andre hold træningsmæssigt.”

Foto: Klaus Thøstesen / hfoto.dk

Foto: Klaus Thøstesen / hfoto.dk

Endvidere er der en problemstilling i at udvikle spillere, i sær fra egen avl, i rette tempo for at få mest gavn ud af hver enkelte for klubben. Flere og flere ender i større klubber, såfremt udviklingen og talentet har vist sig at slå an på liganiveauet. Her forklarer Simon: ”Man skal acceptere, at vi er en klub, der udvikler spillere. Lige nu er der et hul i Skives ungdomsrækker. Der er unge spillere i områderne omkring Skive, der kan være med til at bygge videre på den gode udviklingskultur i klubben, hvor gennemsnitsalderen ligger lavt. Der er et par spillere omkring 30 år, ellers er de fleste 21-23 år, der har potentialet til at søge videre. Det er derfor et spændende projekt med spillere, der er på vej frem. Vi vil selvfølgelig gerne beholde spillerne, men vi ved også ud fra de økonomiske forudsætninger, at vi ikke kan modstå store holds bedre lønninger og større udfordringer.” Dermed mener cheftræneren, det er en hårfin balance for flere spillere at vælge ”rigtigt”, når tiden er inde. For hvad er rigtigt i denne gråzone – upcoming-klubben Skive eller et fristende tilbud andetsteds?: ”Så, jo længere tid vi kan holde på spillerne, jo bedre er muligheden for at spille højere, end vi gør. En stor udfordring er at bevare stammen og fundamentet i klubben; altså de, der har været med til at bygge projektet op og samtidig finde nogle til at overtage igen. Vi må samtidig acceptere, at vi er den klub, vi er, så spillerne kan komme videre, når tiden er.”

Vigtigt er det også for cheftræneren at pointere, at flere ting også er lykkedes for klubben indenfor netop talentudviklingen, eftersom ligapladsen med spillere fra og omkring Skive er resultatet heraf: ”Nu har jeg ikke været med til at starte denne udviklingstrup i Skive, men ud fra at der er 7 spillere, der har spillet ungdomshåndbold i klubben, må det siges at være en såkaldt talentklub,” slutter Simon.

Skive FH spiller i morgen en vigtig hjemmekamp mod Skanderborg Håndbold kl. 20.00. Besøg Skive FH’s hjemmeside for mere information, samt hfoto.dk for flere håndboldbilleder.

ihandball.dk