Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

Et bud på herrernes 1. division

Der er efterhånden blevet spillet et par runder i denne sæsons 1. division for herrer, hvorfor at vi her vil forsøge at komme med et bud på hvordan vi tror stillingen kan se ud når turneringen er færdigspillet.

1. HC Midtjylland

Midtjyderne har oprustet til denne sæson, og skal gå efter oprykningen. Med det spillermateriale de besidder samt rutine, vil alt andet være en fiasko. Trods den lidt skæve start imod Otterup, tror vi på at midtjyderne tager sig af 1. pladsen!

2. Team Sydhavsøerne

Holdet har lagt rigtig, rigtig flot fra land, og har som de fleste ved, turneringens måske stærkeste hjemmebane. De har forstærket sig med nogle af AJAX’s unge talenter, og har i år en meget bred trup. Vi tror at det, sammenholdt med hjemmebanen, er nok til en 2. plads!

3. AJAX

Københavnerne har igennem de sidste sæsoner vist et stabilt og højt niveau. Samtidig har de lidt samme effekt på de resterende hold, som Team Sydhavsøerne har: De vinder næsten alle hjemmekampe. Sidste års 2. plads, tror vi ikke de når i år, men en 3. plads i årets 1. division, er også mere end godkendt!

4. Odder

Holdet der plejer at starte turneringen som lyn og torden, for derefter at falde lidt til jorden igen, har ikke fået samme start i år. De var heldige med at få en uafgjort på hjemmebane i første runde imod Stoholm. Det er et meget individualistisk præget hold, som vi dog tror på ender højt, når de først får gang i sammenspillet.
5. Vejle Håndbold

Vejle har ligesom Odder fået en skidt start. Dog besidder holdet en så stor bredde og rutine, at de skal blande sig i toppen. Et stærkt forsvar skal være nøglen for Vejle. Det kommer dog også til at afhænge af, hvornår de får Rasmus Bertelsen klar. Han vil blive nøglen til deres succes!

6. Randers HH

Oprykkerne fra Randers har imponeret med deres kontante forsvarsspil og hurtige kontraer. Med deres fysiske ballast og profilerne Kasper Bonnesen og Robin Oldberg, så tror vi på at de indtager 1. division i den bedre halvdel.

7. Otterup HK

Kollektivet fra Otterup, med Mads Hovgaard og Rasmus Bossen i spidsen, har nu vænnet sig til 1. division og derfor tror vi på at de ender oppe i tabellen. Med deres karakteristiske 4:2 forsvar og generelt sammentømrede trup, så bliver de et ubehageligt bekendtskab for mange hold.

8. Lemvig-Thyborøn Håndbold

Der er blevet skiftet gevaldigt ud i truppen fra Lemvig-Thyborøn, som har fået ny træner i rutinerede Arne Damgaard. Rasmus Porup og Jonas Gade virker til at blive profilerne på en ungt og talentfuldt Lemvig-Thyborønmandskab, som vi tror, vil svinge henover sæsonen.

9. TM Tønder Håndbold

Holdet fra Sønderjylland har hentet flere spillere ind op til denne sæson, hvorfor at det vil tage tid for dem at blive spillet sammen. Sidste sæsons store oplevelse, Torben Petersen, er skiftet til Odder Håndbold, hvorfor at holdet skal vænne sig til at spille på en anden måde. Vi har dem på en 9. plads, men vil ikke være overrasket hvis de placerer sig længere oppe i tabellen

10. HØJ Håndbold

Bundsolide Brian Jørgensen i målet bliver afgørende for om holdet fra HØJ Håndbold kommer til at præstere i denne sæson. Spørgsmålet er om han kan gøre det over en hel sæson. Vi tror på at HØJ vil skabe overraskelser i løbet af sæsonen, både negativt og positivt, og vil ende i den nedre halvdel.

11. Svendborg HK

Nyoprykkerne fra Svendborg HK har fået en ilddåb i 1. division, med nederlag til Sydhavsøerne og Ajax Håndbold. I et tæt felt, så tror vi på at de vil kunne redde sig en plads udenfor den direkte nedrykning. Dette skal primært ses i lyset af deres seneste kamp mod TSØ, hvor de viste en fornem defensiv – måske den kan redde dem en del point?

12. SUS Nyborg

Oprykkerne fra SUS Nyborg har et ungt og talentfuldt mandskab, men set i lyset af at 1. division er tættere end den har været længe, så tror vi på at det unge mandskab ender i den nedre halvdel af 1. division. Måske det bliver et direkte opgør mellem dem og Svendborg omkring den vigtige 11.plads? Vi er spændte på at lære dem lidt bedre at kende.

13. Team Vesthimmerland

Christian Backs mandskab har mistet deres store profil Lars Jakobsen til Skanderborg Håndbold. Ind er kommet Jens Christian Bräuner fra Stoholm Håndbold, som skal forsøge at løfte arven på venstre back. Umiddelbart mangler holdet et par strenge at spille på angrebsmæssigt, hvorfor at vi tipper dem til at ende i den nedre halvdel.

14. Stoholm Håndbold

Der er skiftet gevaldigt ud på et Stoholm-mandskab, som i sidste sæson havde udfordringer både på og uden for banen. Fokus er på de gamle dyder, hvorfor at det kan blive ubehageligt at skulle møde holdet, især på hjemmebane. Vi tvivler dog på at kvaliteten vil være tilstede set over en hel sæson, hvorfor at vi har valgt at placere dem nederst i vores bud på en slutstilling.

Randers HH - Odder Håndbold

 

ihandball.dk