Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

Gyserafslutning om det tyske mesterskab

DE - thumbI morgen afgøres et af årets sportslige helt store højdepunkter. Jeg snakker ikke om Champions League-finalen i fodbold mellem de to madridlenske storhold, men derimod om afgørelsen af det tyske håndboldmesterskab, der er en hamrende tæt duel mellem Rhein-Neckar Löwen og THW Kiel. Følgende er mit bud på, hvem der ender med mesterskabet.

Hvis vi kigger statistisk set på mesterskabskampen, har begge klubber spillet 33 kampe, hvilket har resulteret i 57 point. Rhein-Neckar Löwen har en plusmålscore på 229, mens THW Kiel er syv mål bagefter, med 222. Niklas Landin og co. har altså overhånden, da THW Kiel skal hente 7 mål.

THW Kiel tager klokken 16.00 i morgen hjemme i Sparekassen Arena, hvor de er ubesejret, imod Füchse Berlin. Berlinerne har ikke noget at spille for, eftersom de har udspillet deres rolle i kampen om Champions League-pladserne i toppen, og må tage til takke med en femteplads og EHF-Cup-kvalifikation.

Rhein-Neckar Löwen skal derimod spille på udebane i den nybyggede Schwalbe Arena, hvor traditionsklubben VfL Gummersbach venter dem. Ligesom Füchse Berlin, har VfL Gummersbach for længst udspillet deres rolle. De ligger på en øjeblikkelig tolvteplads, har sikret sig overlevelse, og er samtidig langt fra Europa Cup-pladserne.

Tidligere i dag har jeg talt i telefon med min gode ven Dennis Søndergaard, som er kommentator for TV3 Sport. Det er i år blevet lidt af en tradition, at vi får os en lang snak, når han skal kommentere håndboldkampe. I morgen er han blevet sat til at kommentere den ene halvdel af mesterskabskampen mellem VfL Gummersbach og Rhein-Neckar Löwen, som vises direkte på TV3 Sport1, og vi gennemgik de mesterskabsaspiranters sæson indtil videre samt mulige scenarier for i morgen.

Vi snakkede naturligvis meget om Rhein-Neckar Löwen. Det tager tid at opbygge et mesterhold i Tyskland. Det har Kasi-Jesper også måttet sande. Det er tankevækkende, at siden han forlod skuden i 2012, er det kun gået fremad for Mannheimer-klubben. Anført af Danmarks kommende landstræner, Guðmundur Guðmundsson, har de fået opbygget et klassehold. I modsætning til under Kasi-Jesper, hvor indkøbspolitikken til tider var helt godnat, har de været ekstremt dygtige til at signe de rigtige. Kim Ekdahl Du Rietz er blomstret siden han ankom, Alexander Pettersson var et scoop, og Niklas Landin er et kapitel helt for sig selv – bare for at nævne et par stykker. Midterforsvaret anført af Nikola Manojlovic og Gedeon Guardiola, og med Oliver ”The Rogg” Roggisch, der spiller sin sidste kamp i morgen, som gardering, har også været fabelagtigt velfungerende hele sæsonen. Sammenspillet mellem Andy Schmid og Bjarte Myrhol er det bedste i Bundesligaen.

Efter sidste års suveræne mesterskab, har THW Kiel haft en svær sæson, hvor de har skullet spille et helt nyt hold sammen, efter Narcisse, Omeyer, Momir Ilic og Marcus Ahlm forlod klubben. De har været ramt af skader – blandt andet Rasmus Lauge og Aron Palmarsson har været ude i store dele af sæsonen. Det svenske målmandspar, Johan Sjöstrand og Andreas Palicka, har været udsat for kritik, og de fleste Kiel-fans savner nok Theirry Omeyer. Alligevel spiller de med om det tyske mesterskab i sidste runde, og er ydermere kvalificeret til EHF Final4-stævnet i Köln. Det er historien om THW Kiel. De er altid med, hvor det sker. Meget af ansvaret i år har lagt på Filip Jichas skuldre. Og det ansvar har han som altid taget. Marko Vujin har i sin anden sæson i klubben fundet tilbage til tidligere tiders niveau, som i Veszprem, og har haft en fantastisk sæson. Ligeledes ros til Rene Toft Hansen. Han har været altafgørende i forsvaret, og bliver dag for dag en bedre angrebsspiller.

Dennis spurgte mig, om jeg kunne se THW Kiel slå Füchse Berlin med 10+, som det højest sandsynligt vil kræves, hvis de skal gøre sig forhåbninger om det tyske mesterskab. Det kan jeg godt. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Füchse Berlin er virkelig ramte i bagkæden. Det så man til EHF Cup Final4-stævnet på deres hjemmebane, og det kom også til udtryk i hjemmebanenederlaget mod Bergischer. Sven-Sören Christophersen, der til næste sæson forlader hovedstaden til fordel for Hannover/Burgdorff, er netop kommet tilbage fra en længere skade, men mangler meget endnu, og de andre bagspillere er der blevet kørt hårdt på i en lang sæson. Derfor forventer jeg også, at Dagur Sigurdsson vil lade unge og talentfulde spillere som Paul Drux og Fabian Wiede spille meget, og får Kiel gang i kontramaskinen er en tocifret sejr helt sikkert muligt.

Der skal dog i mine øjne alligevel gå gummiben og nerver i den for Rhein-Neckar-spillerne, hvis de ikke skal afgøre tingene selv. De sidste par runders resultater for løverne giver i hvert fald anledning til at tro, at der venter gemene klø til VfL Gummersbach. Jeg tror, at Rhein-Neckar Löwen fuldt fortjent kan kalde sig tysk mester anno 2014 i morgen aften.

Og lad os næsten håbe det. THW Kiel har siden 2000 været en magtfaktor, og har vundet det tyske mesterskab 10 gange. Til næste sæson ligner de, med erhvervelsen af blandt andre verdens bedste spiller, Domagoj Duvnjak, storfavoritter til at genvinde mesterskabet.

Udover mesterskabskampen skal det ligeledes afgøres, hvem der skal have den EHF Cup-givende sjetteplads. MT Melsungen, der haft sin bedste sæson nogensinde, møder Hannover-Burgdorf på hjemmebane, og kan med en sejr sikre sjettepladsen. SC Magdeburg, som er 1 point efter, skal sætte sin lid til, at Melsungen smider point, mens de samtidig skal slå GWD Minden på udebane.

Inden 34. og sidste runde af Bundesligaen, der spilles klokken 16.00 i morgen, er der også flere ting, som er afklaret. Efter Bergischers 1-målssejr i Berlin i onsdag, har Viktor Szilagi og co. sikret sig et år mere i verdens bedste liga. Med point i 8 ud af de 10 første kampe og sejre over blandt andet HSV Handball, ude mod HSG Wetzlar og hjemme mod SC Magdeburg, tør jeg, uden jeg har tjekket op på det, godt sige, at Bergischer ved nedrykning havde været det hold med den bedste start i Bundesligaen nogensinde, som alligevel rykkede ud.

Sådan blev det ikke. I stedet må de to andre oprykkere, ThSV Eisenach, med danskerne René Villadsen og Nicolai Hansen, samt TV Emsdetten, med danske Morten Skou, Johan Koch og Palle Hansen i truppen, sande, at de inden sidste spillerunde har udspillet deres overlevelseschancer. Det samme har HBW Ballingen/Weilstetten, der har været at finde i Bundesligaen siden sæsonen 2006/07.

Det var alt for denne gang. Jeg håber, at mit indlæg har fået jer overbevist om, at i ikke må gå glip af mesterskabskampen på TV3 Sport1 fra 15.55 i morgen.

/Rasmus Boysen

Rasmus Boysen