Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

Overraskelsernes VM-kvalifikation

Wow, for en VM-kvalifikation. Jeg kan ikke huske, at en lignende kvalifikation har bragt på så mange overraskelser. Der er rigtig mange dygtige hold, der til VM havde haft reelle medaljechancer, som nu slet ikke kommer afsted. Ligeledes er der nationer, som tidligere ikke har haft de store håndboldtraditioner, som for alvor er på vej frem. Jeg ser det som en rigtig positiv ting for håndbolden, at landsholdene, der har kvaliteterne til at kvalificere sig til en slutrunde, bliver flere og flere. Det er nødvendigt med bredde inden for håndbolden, så det er de samme nationer, der deltager ved slutrunderne hver gang.

En ting nager mig dog oven på de to seneste weekenders kampe. Det var tydeligt at se, at en lang sæson har haft betydning for kampene. Rigtig mange spillere har døjet med (overbelastnings)skader, og spillet har tydeligt båret præg af, at det har været i slutningen af sæsonen. Spillerne har været trætte og slidte, og kampene er blevet derefter. En mulighed kunne i fremtiden være at se på, om programmet kan laves om, så kampene kan flettes ind i sæsonen. Det vil højne kampenes niveau betragteligt.

03_Karlsson_2362x2953_Px._RGBJeg læste et interview med den svenske forsvarsgeneral, Tobias Karlsson, omkring de mange kampe. Returopgøret for Sverige mod Rumænien blev hans 82. kamp i denne sæson. Et vanvittigt højt tal, som jeg ikke tror, man finder magen til i europæisk sport.

Jeg er enig med Tobias Karlsson. Han udtrykte bange anelser oven på tendensen med flere kampe i håndboldsæsonen, ligesom han gjorde opmærksom på, at det i fremtiden vil betyde, at flere og flere vil melde afbud til landsholdet. En tendens vi allerede er begyndt at se bl.a. på det danske landshold. Det bliver endnu mere problematisk af, at EHF udvider Champions League, så der kommer endnu flere kampe. Det eneste rigtige at gøre for at rode bod på den forkerte udvikling er, i mine øjne, at EHF og IHF skrotter en slutrunde hver, så der kun spilles EM og VM hvert fjerde år (ligesom i fodbold). Problemet er nok bare, at det netop er ved slutrunder, at forbundene laver de store penge. Derfor virker det til at have lange udsigter. Vi ender måske med, at slutrunder for landshold bliver ligesom i basketball og ishockey, hvor de bedste spillere ofte slet ikke deltager. Det ville være en skam.

Når det er sagt, er det forfriskende med alle de overraskelser i håndboldsporten. Hvem havde troet, at upåagtede Bosnien, uden deres bedste spiller i form af Mirsad Terzic, kunne slå den store håndboldnation, Island, med et hav af verdenssklassespillere, over to kampe? Hvem havde troet, at Tjekkiet kunne vende et 23-15-nederlag til Serbien i første kamp med en halvskadet Filip Jicha, og et hold der på papiret ikke nærmer sig Serbiens? Hvem havde troet, at Slovenien med et meget ungt hold uden den karantæneramte verdensstjerne Uros Zorman og deres to bedste venstrebacks Nenad Bilbija og Borut Mackovsek skadede, kunne slå mægtige Ungarn med 6 hjemme i Velenje? Hvem havde troet, at Polen kunne tage til Tyskland og vinde, uden styrmanden Bartolomiej Jaszka og med en halvskadet Krysztof Lijewski? Og hvem havde for 5 år siden levnet Østrig nogen som helst chance for at deltage ved et VM?

Det er sådanne overraskelser, der gør det fedt at følge med i håndbolden. Også selvom det betyder, at store verdensstjerner ikke kommer med til mesterskaber. Jeg har nørdet lidt, og kigget på nogen af de allerbedste spillere, som vi ikke får lov at nyde til VM i Qatar:

Montenegro:
Fahrudin Melic, Paris Saint Germain, højre fløj

Serbien:
Darko Stanic, Metalurg Skopje, målmand
Momir Ilic, Veszprem, venstre back
Marko Vujin, THW Kiel, højre back
Nikola Manoljovic, Rhein-Neckar Löwen/Meshkov Brest, forsvar

Tyskland
Johannes Bitter, HSV Handball/?, målmand
Silvio Heinevetter, Füchse Berlin, målmand
Uwe Gensheimer, Rhein-Neckar Löwen, venstre fløj
Patrick Groetzki, Rhein-Neckar Löwen, højre fløj
Holger Glandorf, SG Flensburg-Handewitt, højre back
Steffen Weinhold, SG Flensburg-Handewitt/THW Kiel, højre back

Island
Aron Palmarsson, THW Kiel, playmaker
Gudjon Valur Sigurdsson, THW Kiel/FC Barcelona, venstre fløj
Robert Gunnarsson, Paris Saint Germain, stregspiller
Alexander Petersson, Rhein-Neckar Löwen, højre back

Norge:
Ole Erevik, Aalborg Håndbold, målmand
Håvard Tvedten, Aalborg Håndbold, venstre fløj
Kristian Kjelling, Bjerringbro-Silkeborg, venstre back
Bjarte Myrhol, Rhein-Neckar Löwen, stregspiller

Ungarn:
Roland Mikler, Pick Szeged/Veszprem, målmand
Gabor Csaszar, Paris Saint Germain, playmaker
Laszlo Nagy, Veszprem, højre back
Timuzsin Schuch, Veszprem, forsvarsspiller

Slovakiet:
Martin Stranovsky, FC Barcelona, venstre fløj

Rumænien:
Valentin Ghionea, Wisla Plock, højre fløj

Ukraine:
Sergej Onufriyenko, HC Motor Zaporozhye, højre back

Schweiz:
Andy Schmid, Rhein Neckar Löwen, playmaker

Senegal:
Ibrahima Diaw, Paris Saint Germain, forsvar

Allstarholdet for ”ikke-VM”-deltagere:

Målmand: Silvio Heinevetter
Venstre fløj: Uwe Gensheimer
Venstre back: Momir Ilic
Playmaker: Aron Palmarsson
Højre back: Laszlo Nagy
Højre fløj: Fahrudin Melic
Stregspiller: Bjarte Myrhol
Forsvarsspiller: Timuzsin Schuch

Målmænd: Silvio Heinevetter har haft en god sæson i Füchse Berlin, og var bedste mand for Tyskland i kvalifikationskampene. Det var dog en af de sværeste pladser at vælge på, eftersom rigtig mange dygtige målmænd ikke kommer med til VM.
Boblere: Johannes Bitter: Har stået på et højt niveau i over et årti, men eftersom han er efter Heinevetter på det tyske landshold, kom han ikke med på holdet.
Darko Stanic: Var om nogen grunden til Serbiens overraskende sølvmedalje til EM på hjemmebane i 2012. Er dog faldet i niveau siden. Er på dagen måske verdens bedste målmand, men mangler stabilitet.

Venstre fløj: Tænk, at vi ikke får verdens, i mine øjne, to bedste venstrefløje at se til VM i Qatar. Både Uwe Gensheimer og Gudjon Valur Sigurdsson holder et usandsynligt højt niveau. Uwe er dog fremtidens mand, og har verdens bedste teknik. Derfor blev det ham.

Venstre back: Lige meget under hvilken træner og i hvilken klub Momir Ilic spiller, er han garant for mål. Topscoreren i Champions League kommer ikke til VM!
Bobler: Kristian Kjelling: Det kunne meget muligt have set anderledes ud, hvis Kjelling var blevet klar for Norge til kvalkampene mod Østrig. Han er spektakulær, og var til tider eneste lyspunkt i en svær sæson for BSV.

Playmaker: Et par af klodens allerbedste playmakere formåede ikke at komme med til VM. Palmarsson blev MVP til Final4 i Köln, mens Andy Schmid måske har haft sin bedste sæson nogensinde. En anden playmaker jeg personligt kommer til at savne, er ungarske Gabor Csaszar, der har en fortid i Viborg HK. Desværre er han gået helt i stå i Paris Saint Germain, men han er en af verdens bedste mellemdistanceskytter.

Højre back: Venstrehåndede højrebacks er ofte en mangelvare i håndbold. Men ikke på denne liste. Laszlo Nagy er i mine øjne en af verdens mest komplette håndboldspillere. Han er 209 centimeter høj, og kan spille i begge ender af banen. Ikke nok med det er han venstrehåndet.
Boblere: Alexander Petersson er en noget anden type spiller. Han er ekstremt dygtig på egen hånd. Marko Vujin har haft en stor andel i THW Kiels flotte sæson. Topscorer i Bundesligaen med 248 scoringer (7,3 pr kamp). Holger Glandorf har ligeledes haft en stor sæson. Havde det ikke været for ham, stod Flensborg højst sandsynligt ikke med Champions League trofæet nu.

Højre fløj: At Fahrudin Melic har presset Luc Abalo til stregen hvad angår spilletid i Paris Saint Germain, siger noget om, hvilken fantastisk spiller han er. En af verdens bedste fra fløjen.
Bobler: Hverken Ghionea eller Groetzki er verdensklassefløje. Ghionea har tidligere været det – Groetzki er, oven på en flot sæson i Rhein-Neclar Löwen, på vej til at blive det.

Stregspiller: Bjarte Myrhol har i mine øjne været bedste angrebsstreg i Bundesligaen i denne sæson. Sammenspillet mellem ham og Andy Schmid er unikt, og han er ekstremt scoringssikker.
Bobler: Robert Gunnarsson har som en af de eneste haft en god sæson i Paris Saint Germain. Han har i store dele af sæsonen slået Igor Vori af i angrebet, hvilket bevidner om stor kvalitet offensivt.

Forsvarsspiller: Timuszin Schuch er, sammen med Mirsad Terzid, forsvarsgeneral i Veszprem, der råder over et af de bedste forsvar i verden. Han er stor, stærk og bevægelig.
Boblere: Ibrahima Diaw fra Paris Saint Germain står foran en af verdens bedste forsvarsspillere, Jakov Gojun. Det vidner om klasse. Nikola Manoljovic har haft en flot sæson i Rhein-Neckar Löwen. Forsvaret var netop det, der var tæt på at sikre dem deres første tyske mesterskab nogensinde.

Derudover er der et hav af højt profilerede trænere, der ikke kommer med til Qatar. For at nævne nogle stykker: Lajos Mocsai (Ungarn) Vladan Matic (Serbien), Markus Heuberger (Tyskland), Aron Kristjansson (Island) og Ljubomir Obradovic (Montenegro).


Spillere, som har spillet i den danske liga i den netop afsluttede sæson og/eller næste sæson, som ikke kommer med til VM:

Island:
Vignir Svavarsson, GWD Minden (til næste sæson HCM)
Snorri Gudjonsson, GOG
Kari Kristjansson, BSV
Aron Kristjansson, træner KIF Kolding København
Olafur Gustafsson, SG Flensburg-Handewitt (til næste sæson Aalborg Håndbold
Norge:
Ole Erevik, Aalborg Håndbold
Håvard Tvedten, Aalborg Håndbold
Kristian Kjelling, BSV
Magnus Gullerud, SønderjyskE
Sander Sagosen, Haslum HK (til næste sæson Aalborg Håndbold)
Göran Sörheim, Drammen HK (til næste sæson SønderjyskE)
Slovenien:
Sebastian Skube, Celje (til næste sæson BSV)


 

Nu har jeg gennemgået alle de fantastiske spillere, som vi desværre ikke får at se til VM. Heldigvis er der endnu flere, som deltager. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan VM i Qatar kommer til at forløbe. Det er ikke hverdagskost, at et VM afholdes uden for Europa. Det er faktisk kun fjerde gang, det sker (Japan 97, Egypten 99, Tunesien 05). Værtsnationen Qatar er nok ikke utilfredse med, at store europæiske nationer som Tyskland, Norge, Ungarn, Serbien og Island ikke har kvalificeret sig. De har, gennem nationaliseringer, fået bygget et rigtig slagkraftigt hold op, og har pludselig mulighed for at levere et rigtig godt resultat.

Følgende er kvalificeret til VM:

  • Qatar
  • Spanien
  • Frankrig
  • Danmark
  • Kroatien
  • Algeriet
  • Tunesien
  • Egypten
  • Bahrain
  • Iran
  • De forenede Arabiske emirater
  • Australien
  • Tjekkiet
  • Rusland
  • Østrig
  • Polen
  • Sverige
  • Hviderusland
  • Slovenien
  • Bosnien og Herzegovina
  • Makedonien

Derudover skal der findes 3 hold fra det Panamerikanske mesterskab, der afholdes i Uruguay fra d. 22.-29. juni. Argentina, Brasilien og Chile er favoritter til pladserne. Grønland og Uruguay er outsidere.

Det var alt for denne gang
/Rasmus Boysen

Rasmus Boysen