Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

Hvorfor wildcards?

EHF fremlagde tidligere på ugen planen for Champions League-sæsonen 2014/15. Endnu en gang brugte EHF de famøse wildcards. Denne gang fik hele 7(!) klubber, på trods af de ikke selv kvalificerede sig, en plads i turneringen. Hele 6, heriblandt Aalborg Håndbold, fik en plads direkte i gruppespillet.

Montpellier, Pick Szeged, Wisla Plock, Paris St. Germain, Aalborg Håndbold og Junior Fasano. Fælles for disse klubber er det, at EHF gavmildt valgte at give dem et wildcard til dette års Champions League-turneringen, på trods af klubberne ikke selv formåede at kvalificere sig. Det var vigtigt for dansk håndbold, at vi igen får to hold med direkte i gruppespillet. Men når det er sagt, er måden hvorpå den største klubturnering af dem alle fungerer, dybt kritisabel.

I andre store holdsportsgrene er fænomenet med wildcards sjældent, men i håndbolden har den forfejlede udvælgelsesmetode længe levet i bedste velgående. EHF elsker at have styr på, hvilke hold, der for alt i verden skal have adgang til den fornemmeste klubturnering af dem alle, og det har de løst ved at indføre wildcards. Derved kan de frit vælge og vrage mellem klubber. Det er ganske uholdbart.

Lad os tage Paris St. Germain som eksempel. En kæmpe klub med store armbevægelser og ambitioner, med ubegrænset tilgang til penge og et hav af profiler. Heldigvis kan alt i håndbold ikke købes for penge, og storklubben skuffede stort i sin 2. storsatsende sæson, hvor det blev til en kvartfinale i Champions League og en 2. plads i den franske liga efter upåagtede Dunkerque, hvis budget var tre gange så småt som PSG’s. Derved kvalificerede den franske hovedstadsklub sig ikke direkte til Champions League, men det fik EHF altså rodet bod på.

EHF-thumb

EHF har i flere sæsoner brugt wildcards. Tidligere mødtes fire store klubber udvalgt af EHF, som ikke havde formået at kvalificere sig til Champions League. Det bedste af de fire hold fik en plads i Champions League-gruppespillet. Men aldrig på samme måde som nu, hvor EHF håndplukker deltagere, og altså havde udvalgt hele seks hold til dette års gruppespil! Klubberne udvælges ud fra kriterier såsom hal, tilskuerinteresse samt TV og marketing. Alt sammen for at forbundet kan sikre sig den størst mulige indtjening. Man vil sikre, at de bedste spillere er at finde i Champions League. Det er dem, som sælger billetter og lokker nye seere til.

På den måde tilsidesætter man det sportslige på det skammeligste. Og fremtiden ser ikke lysere ud. Allerede i sæsonen 2015/16 laver EHF Champions League gruppespillet om. Desværre ikke til det bedre. I forvejen brokker flere og flere spillere sig over det stigende kampantal og mere pressede program i løbet af sæsonen, men det nye Champions League-gruppespil bliver ikke bare mere uigennemskueligt. Der kommer også flere kampe.

Det nuværende gruppespil indeholder 24 klubber, mens det nye gruppespil forhøjes til 28 mandskaber. Gruppespillet kommer til at bestå af et A- og et B-gruppespil med to grupper i hver. I A-gruppespillet deltager seks hold i hver gruppe, mens B-gruppespillet får otte hold i hver gruppe. Vinderne af de to A-grupper hopper over den første knockout-fase, og ryger direkte i kvartfinalen. De fem andre hold fra hver gruppe møder de to bedste fra hver af B-grupperne i en 1/8-delsfinale ud fra placeringerne i deres respektive grupper.

Let gennemskueligt, ikke? Og det værste er, at EHF har understreget, at de stadig agter at håndplukke klubber til både A- og B-gruppespillet. Det vil altså sige, at et ikke-kvalificeret hold kan blive placeret i A-gruppespillet, hvis EHF ønsker det, og derved er kvalificeret direkte til 1/8-delsfinalen upåagtet resultater. Det er unfair, konkurrenceforvridende og slet ikke et forbunds job, hvis i spørger mig.

Det værste er dog den uigennemskuelighed, der ofte hviler over EHF’s beslutninger. Tag bare i år. Fra sæsonens start var det meningen, at grundspilsvinderne i Danmark var direkte kvalificeret til Champions League-gruppespillet qua vores to pladser i turneringen. Men midt på sæsonen lavede EHF pludselig rangeringerne om. Det betød Danmark kun havde et hold direkte placeret. Ud over det kunne man, som Aalborg Håndbold gjorde det, søge en ekstra plads. Man vidste altså ret beset ikke, hvad det krævedes for at kvalificere sig til Champions League. Skørt og amatøragtigt.

Men det er let at skyde med skarpt mod EHF og deres Champions League-model. Det kan alle gøre. For at det kan tages seriøst og bruges til noget, må man komme med alternativer. Min holdning er, at hele systemet skal revolutioneres og laves om. Selve måden Champions League er skruet sammen på med hensyn til antal hold fra de forskellige lande, gruppespils- og knockoutfase og lignende, synes jeg, fungerer glimrende. Jeg er derimod ikke tilhænger af den nye og mere avancerede gruppespils-form med et A- og et B-gruppespil. Men det er ikke det vigtigste.

Det vigtigste er, at måden hvorpå holdene bliver udvalgt og kvalificerer sig til Champions League, bliver gjort gennemskuelig og fair. Som det er nu, bliver de forskellige klubber seedede ud fra de præstationer, som de forskellige lande laver i de internationale turneringer. Det giver udfordringer, og bliver ofte unfair. Se bare på AG Københavns første sæson i Champions League. De havde på daværende tidspunkt endnu ikke lavet et eneste resultat, som kunne give koefficent-point til deres land i de europæiske turnering. Alligevel kom de i andet seedningslag pga. danske klubbers tidligere resultater i Europa. Det vil altså sige, at AG København fik en bedre seedning end klubber med store præstationer og traditioner i Europa. Hvor fair er det lige?

Derfor skal holdene i Champions League, både i kval- og gruppespillet, i langt højere grad seedes ud fra egne præstationer. Man bør kigge på fodbolden, hvor UEFA’s udmærkede koefficent-system ganske vist er en anelse avanceret, men giver et fair resultat. Jeg vil i korte træk prøve at forklare, hvordan det virker, men læs ellers også gerne den udvidede engelske forklaring ved at klikke HER.

Man har naturligvis, ligesom i håndbold, nogle klubber, som grundet deres præstationer i de nationale mesterskaber, kvalificerer sig til de europæiske turneringer. Antallet bestemmes ud fra det respektive lands præstationer, og det skal det naturligvis blive ved med. Her seedes de ud fra deres præstationer i Europa de seneste fem år. Ud over deres egne præstationer medregnes de andre hold fra deres respektives land ligeledes i summen, ligesom det hele divideres med antallet af hold fra landet, som deltager i internationale turneringer. Derved er det altså klubben, som optjener point, og som der seedes ud fra i fodbold, mens man i håndbold optjener point til- og seedes ud fra landet. I fodbold bruges landets point kun til bestemmelse af, hvor mange hold fra det respektive land, der skal med i de forskellige internationale turneringer. Sådan burde det også være i håndbolden.

Det sidste blev måske en smule teknisk, men selve humlen i dette indlæg er, at EHF ikke skal bestemme, hvilke klubber, som kvalificerer sig til de forskellige internationale turneringer. Det skal resultaterne, som de forskellige klubber præsterer! Det er det sportslige, der tæller!

/Rasmus Boysen

Rasmus Boysen