Vi bringer dig tættere på de danske håndboldspillere

Fokus på Marc Uhd

Marc Uhd skifter fra Ribe-Esbjerg HH til Næstved-Herlufsholm. Her har han fået job som talentudviklingschef, efter anbefaling fra Claus Hansen. Samtidig har han fået ansættelse som DHF-talenttræner i Øst. Marc er 26 år og uddannet folkeskolelærer. Han flytter til Sjælland for at forfølge en drøm.

Af Marc Uhd, for ihandball.dk

Ud og stå på egne ben

Hvis man som ung, eller forholdsvis ung, flytter fra Esbjerg til Sjælland, så er det i de fleste tilfælde for at flytte til København af den ene eller den anden grund. Jeg er flyttet til Næstved af den grund at der var brug for nye udfordringer, langt væk fra familie og venner. Jeg har aldrig været væk fra Esbjerg i mere end to uger af gangen, så hvis jeg skal prøve at stå meget på egne ben, så er det nu det skal prøves af. Ud over mit virke i Næstved/Herlufsholm begynder jeg fra d. 1/8 som lærer på Herlufsholm Kostskole. Jeg blev færdig med læreruddannelsen i sommeren 2013, og jeg glæder mig rigtig meget til at prøve kræfter med en så anerkendt skole som Herlufsholm.

Jeg er håndboldtræner fordi jeg synes det er fedt. Det har givet mig en masse uforglemmelige minder, både som spiller og som træner. Mange af mine rigtig gode kammerater den dag i dag, er nogle jeg har spillet på hold med fra barns ben. Jeg kan se mange af de samme ting hos årgang ’95 drengene i Esbjerg, som jeg har fulgt fra de var 12 – 13 år. Dét at de fleste er blevet færdig med gymnasie / handelsskole, har det så godt drengene imellem, det glæder mig rigtig meget.

Jeg startede selv med at spille håndbold i en alder af fem. Vi var rigtig gode som hold, mens vi var børnespillere. Jeg selv stod på mål, og var rigtig dygtig til det, indtil U12 hvor overliggeren blev pillet ned. Jeg elskede stadig at spille håndbold, men som U16 spiller kunne jeg godt se at mit talent som spiller ikke rakte til ret meget. Jeg begyndte derfor at træne nogle børnehold sideløbende med at jeg selv spillede.

Trænergerningen blev først rigtig seriøs, da jeg selv blev seniorspiller, og valgte trænergerningen frem for at spille selv. Vi havde i Esbjerg et kæmpe problem med at fastholde de bedste af drengespillerne, heriblandt Jeppe Riber, Tim Winkler og Jonas Langerhuus, for blot at nævne nogle af dem. Det var her jeg mødte Kim Nikolajsen. Kim og jeg besluttede os for at tage initiativ til at lave et produkt, således de bedste spillere ikke skulle flytte for at få lov til at spille håndbold på elite niveau. Det lykkedes, heldigvis. Kim har haft en kæmpe andel i min udvikling som træner, han har lært mig rigtig meget på det personlige plan – og gør det fortsat.

Foto: ihandball.dk

Foto: ihandball.dk

Jeg har været så privilegeret at jeg de sidste tre år har trænet den bedste drenge årgang vi har haft i Esbjerg de sidste mange år. Resultaterne taler for sig selv, og kulminationen var uden tvivl en DM titel på hjemmebane i en hektisk kamp mod Bjerringbro. Det er dog ikke sådanne sejre der betyder mest når jeg tænker tilbage. Jeg blev pavestolt da de første af ”mine” spillere blev udtaget til både kreds-, medie- og talenttræningerne. Jeg har taget det skridt for skridt, ligesom drengene, og bakket dem op på den bedst mulige måde. Derfor glæder det mig helt vildt at der på Ribe-Esbjergs herrehold anno 2014/2015 er tre første års seniorspillere, som ud over et efterskoleophold, aldrig har spillet andre steder end i Esbjerg. Det viser trods alt at vi har gjort noget rigtig siden U14 tiden. Den største fejl jeg har begået i Esbjerg tiden er at jeg ikke altid har turdet stille krav til ”mine” drenge.

Hvad er målet for dig som træner?

Hvad vil jeg opnå som håndboldtræner? Med frygt for det kommer til at lyde for klicheagtig, så har jeg, ligesom så mange andre spillere/trænere en drøm. Det ypperste ville være at stå i spidsen for landsholdet. Håndbold bliver stadig mere og mere populært at se, og specielt januar måned kan samle nationen når håndboldherrerne skal spille de afgørende kampe. Det kunne også være fedt at komme til Tyskland. Tyskerne elsker sport, og håndbold er ingen undtagelse. Der er et yderst professionelt set-up, og med en ligeud turnering, er der pres på inden hver kamp.

Bundesligaen er ikke aktuel nu, langt fra. Det er Næstved/Herlufsholm til gengæld. Jeg flyttede til Næstved 1/6. Jeg har den første måned brugt tiden på dels at lære byen at kende, dels på at lære mange nye navne i klubben. Det har været meget positiv det jeg har oplevet i klubben indtil videre. Der er en formand som brænder for det, og har mange bolde i luften for, hvordan vi bedst mulig videreudvikler klubben. Der er nogle meget engagerede og velforberedte trænere og der er rigtig mange spillere, specielt U14 og U12. Jeg kommer til at være med omkring alle hold fra U112 til U18, forstået på den måde at jeg hver anden uge skal være med på gulvet, eller observere og evaluerer med trænerne. På trods af min alder, har jeg en masse oplevelser og erfaringer inden for sporten, og føler derfor at der er nogle redskaber i værktøjskassen som kan bruges til at hjælpe både spillere og de erfarne trænere.

Der er nogle rigtige ildsjæle i klubben. Indstillingen er at man vil prøve at løfte klubben yderligere på det sportslige niveau. Det kan jeg forhåbentlig hjælpe med. Vi skal over det næste stykke tid prøve at skabe en rød tråd fra børne – ungdom og ligeledes fra ungdom – senior. Udover U16 (Efterskolehold) skal der helst være så mange spillere at der både er plads til dem som har lysten og viljen, men der skal også være en respekt og accept af dem der spiller for hyggens skyld. Ligesom i Esbjerg, så skal det ikke være nødvendigt for de største talenter at søge andre klubber, for at kunne udvikle sig bedst muligt. Derfor skal vi også gerne inden for et par år have et senior hold som kan være klubbens flagskib. Dels for at de yngste af klubbens medlemmer har nogen at se op til, dels så vi kan tilbyde de bedste U18 spillere muligheden for at træne op ad. Det er guld værd!

Talenttræner i DHF

Ud over rollen som talentchef i Næstved/Herlufsholm, kommer der også nogle opgaver som DHF-talenttræner i Øst. Har været med heromkring siden januar 2014. Det har været meget spændende og lærerigt. Jeg er føler mig heldig ved at have fået muligheden for at arbejde med en masse dygtige unge mennesker som brænder for den sport man selv holder så meget af. Vi har i Danmark en kæmpe talentmasse hvilket de nuværende U mesterskaber også beviser (U18 piger og U20 herrer begge i semifinalen).

Har foruden talentsamlinger været til et par enkelte samlinger i HRØ regi hvor der ligeledes er mange dygtige boldspillere. Jeg tror udfordringen i at videreudvikle disse spillere ude i deres respektive klubber, ligger i at turde stille større krav til de største talenter. Uden at have den mindste indsigt i hvordan der trænes i klubberne øst for Storebælt, er min opfattelse at man er bange for at udfordre / stille krav (Opførsel, fysisk træning, m.m.) til de bedste spillere, af frygt for de spillere søger andre græsgange.

Med SHEA’s indtog i Jylland i 2008, hvor man virkelig fokuserede på at give ungdomsspiller de bedst mulige forhold for at træne og tage en uddannelse, var det et wake up call til mange andre klubber som mente / troede de havde en velfungerende ungdomsafdeling. Som jeg ser det har det løftet træningskulturen rigtig mange steder, for at kunne holde på egne spillere. Det er formentlig det der mangles allermest på Sjælland, det at der er et håndboldflagskib. Det er både på ungdoms- og ikke mindst senior siden.

For yderligere information, så klik dig ind på Næstved-Herlufsholms hjemmeside eller på Ubold.dk

ihandball.dk