Så til håndbolden
Jeg følte stadig ikke, at jeg var kommet i gang. Jeg havde kun observeret kampene og efter 25 dage stadig ikke været på banen.
Så da vi kom tilbage fra Patthaya, var min plan at brokke mig, og endnu en gang lægge pres på HAT. Heldigvis kom de mig i forkøbet, og vi fik beskeden; i overmorgen bliver I hentet kl. 5.45 og kørt til busstationen, hvorfra I skal med bussen til Krabi (sydvest Thailand). Vi havde ikke hørt om Krabi før, så vi (Rikke)begyndte straks at fordybe sig i rejsebøger og udflugtsmål. Samtidig forsøgte jeg, forgæves, at finde oplysninger om håndboldhold i Krabi.
Tirsdag morgen (30. august) var der afgang. Efter 12 timers bustur, uden air-condition og med et grædende barn på sædet foran, ankom vi til, hvad der viste sig at være paradis! Krabi provinsen er smuk; hvide sandstrande, turkisblåt hav, klipper, og små uforstyrede øer. Desuden er det herfra man sejler, hvis man skal til Phi Phi Islands.
Nu var det jo ikke derfor vi var kommet, men for at træne håndbold. Krabi Handball Club er et college hold med spillere i alderen 18-25 år. Den første uge gik med at undervise trænere fra den sydøstlige del af Thailand. Det helt store problem i thai håndbold, som jeg ser det er, at trænerne aldrig selv har spillet håndbold.
De har deres (iøvrigt sparsomme) information fra en bog eller nettet. Dertil skal det siges, at thaierne er et meget høfligt folkefærd, hvor hieraki betyder meget. Derfor stiller spillerne ikke spørgsmål til træneren. Når en træner siger noget, så gør spillerne det. Ofte ved hverken trænere eller spillere hvad meningen med øvelsen er og hvorfor den skal udføres som beskrevet . I modsætning til i DK, hvor jeg en gang i mellem har måttet rive mig selv i håret, over alle de forslag og varianter spillerne kommer med.
Den store udfordring hernede er helt klart forsvar. Selvom spillerne har 5 års erfaring eller mere, kan de ikke basis. De står alle med parallelle fødder og venter på en afslutning så de kan komme i angreb. Efter et par uger var det endelig lykkedes mig, at få dem til at dække nogenlunde op (efter thai standard), det krævede en masse individuel træning og en del rugby.
Efter 3 uger kom min HF, som jeg af og til satte til at dække HB, hen til mig og sagde, at han faktisk synes det var sjovere at stå i forsvar end spille angreb. Her var jeg meget tæt på at give ham et knus og fælde en tåre. 
